Jeg ville lyve groft, hvis jeg skulle sige, at dette her med at tegne ikke har fyldt meget i mit hele liv. På godt og ondt og på forskellig vis i forskellige dele af det liv. I dag ser jeg det grundlæggende sådan, at det bar mig gennem min barndom og skoletid, men så desværre nok kom til at spille en ødelæggende rolle i min ungdom. Da vi nåede starten af 90’erne, begyndte det at virke meningsløst på mig, og jeg satte det på stand-by. Jeg formåede imidlertid aldrig at gøre dette stand-by til et full-stop. Det ved jeg ikke, om jeg kan. Det kan jeg såmænd nok, men jeg tvivler på, at det bliver helt så nemt som f.eks. den gang, jeg fandt ud af, at det alligevel ikke rigtigt var noget for mig at spille håndbold. I sådan ca. halvandet års tid er jeg, mest nærmest som et forsøg på at fravriste min tilværelse en smule mening, igen blevet mere aktiv med det, og det har jeg alt i alt været helt godt tilfreds med. Om det er den bedste måde at bibringe mening til den tilværelse, skal jeg ikke selv kunne sige, men som bekendt kan det jo godt være svært at lære en gammel cirkushest nye tricks.

Bortset fra nogle kurser på aften- og højskole, det nu for længst hedengangne Swan-film , (”Valhalla”), og senest på Thorvaldsens Museum er jeg helt selvlært.

Endnu tager jeg gerne afsæt i tegneserien og dens billed- og anden form for sprog. Jeg faldt vidst i gryden med tegneserier som spæd, så hos mig har virkningen…haft en ret stærk og længerevarende effekt. Men som min tilværelse er i dag, synes jeg overhovedet ikke, det ligger lige for at give mig til at lave tegneserier som sådan. Som det er nu, vil jeg hellere trække på elementer fra tegneserien og så arbejde med enkeltstående billeder på traditionel vis. Det har ført mig til en stil, jeg selv opfatter som sådan en slags halv Edvard Munch, halv ”Splint & Co.”

For tiden arbejder jeg mest med en kombination af akvarel, tusch og (vandresistent) farveblyant

Hvad inspirerer mig? Tjah…mest vil jeg nok sige tilværelsen, som den nu en gang byder sig og tager sig ud, når den har været igennem min hjernes opfattelses- og fortolkningsmaskineri. Så henter jeg megen inspiration i musik. F.eks. sker der ofte det, at en bestemt strofe i en sang kalder nogle billeder frem i mig, som jeg så får lyst til at synliggøre på papir. Etablerede (og for så vidt også uetablerede) billedkunstneres arbejder inspirerer mig også tit – forhåbentlig uden at det fører til alt for groft plagiat. Måske også nok mest af alt med hensyn til ad hvilke veje, jeg kan gå i forhold til teknisk udførelse. Og så vil jeg også sige, at jeg i et vist omfang er ”selv-inspirerende” derved, at jeg holder øje med, hvad der dukker op af de kruseduller, jeg gerne laver under møder, foredrag, telefonsamtaler, og hvad der ellers er af den slags. Jeg synes, kruseduller ofte besidder en rigtig god dynamik, som jeg meget gerne vil fastholde, når jeg går i gang med at tegne ”seriøst”. Ja, i det hele taget, vil jeg sige, at dynamik for mig er meget væsentlig i denne sammenhæng – (måske så nok lidt mindre i visse ANDRE sammenhænge). Jeg ville gerne se mig selv som en slags ”tryllekunstner”, der med papir, blyant, farver osv. – altså noget reelt set helt dødt – skaber en god illusion af liv og bevægelse.